
TOQ blandt landets bedste – fortsætter i Ligaen frem til 2027
02.06.2025 19:22
Team Odense Q har endnu en gang cementeret sin position som et af de stærkeste talentmiljøer i dansk pigefodbold.
I DBU’s seneste licensvurdering placerer akademiet sig som nummer 8 ud af 20 – og fastholder dermed sin Liga-status på både U16- og U19-niveau de næste to sæsoner
Det er fjerde år i træk, at Team Odense Q placeres i den højeste kategori i talentsystemet, siden opdelingen blev indført. En placering, der vidner om kontinuitet, kvalitet og et stærkt setup omkring pigetalenterne i Odense.
Kontinuitet og kvalitet i talentudviklingen
– Det er en kæmpe glæde, at vi fastholder vores plads i top 8 og dermed fortsætter i Ligaen. Det betyder meget for talentudviklingen på Fyn, at de bedste spillere har mulighed for at udfordre sig selv på øverste niveau, siger talentchef Bo Sundahl.
U19-cheftræner Jesper Gejl Larsen tilføjer:
– Det er en stor dag for Odense og for fynsk pigefodbold. Det er fantastisk, at vi fortsat kan udvikle vores spillere og matche dem mod de bedste akademier i landet. Vi har stadig et stort arbejde foran os, og jeg ser frem til at fortsætte indsatsen – og forhåbentlig se flere af pigerne tage springet op på vores kvindeligahold.
En fælles indsats
Placeringen er resultatet af et målrettet dagligt arbejde og et stærkt samarbejde på tværs af hele akademiet og moderklubberne. En stor tak skal lyde til alle trænere, spillere, forældre, sponsorer, frivillige og stabsfolk, som hver dag bidrager til at løfte pigefodbolden i Team Odense Q.

