Uddannelse & Dual Career i TOQ

Fodbold og skole – sammen, ikke hver for sig

Hos TOQ ved vi, at kun ganske få pigespillere kommer til at leve af fodbolden alene. Derfor er vores tilgang til Dual Career helt klar:

Uddannelse kommer først – og fodbolden skal passe ind i den virkelighed.

Vi arbejder aktivt for, at vores spillere kan dyrke deres passion for fodbold, uden at det går ud over deres skolegang og fremtid. Det betyder, at vi har et tæt samarbejde med en række uddannelsesinstitutioner, der prioriterer elitesport og støtter op om pigernes hverdag med fx morgentræning, lektiehjælp og fleksibilitet i skemaet.

Odense Kommunes elitesamarbejde

TOQ Akademiet er en del af Odense Kommunes elitesamarbejde og spiller en vigtig rolle i at sikre et stærkt og koordineret tilbud til unge elitesportsudøvere i byen. Vi arbejder løbende med kommunen og skolerne for at styrke kvaliteten af pigefodboldens rammer – både sportsligt og uddannelsesmæssigt.

Samarbejdspartnere

TOQ har samarbejde med både gymnasier, efterskoler og sportsakademier i Odense og omegn. Nogle af disse samarbejder har eksisteret i mange år og er en vigtig del af vores Dual Career-strategi.

Vores samarbejdspartnere inkluderer:

  • Tornbjerg Elite *
  • Efterskolerne ved Nyborg (EVN) *
  • Hjemly Idrætsefterskole *
  • Hjallese- & Provstegaardsskolens Sportsklasser *
  • Tietgenskolen *
  • Odense Sports Academy
  • VUC/HF
  • Kold Tekniske Gymnasium

* = Institutioner med mangeårigt samarbejde

Elitefodbold er også for piger

Emma har spillet fodbold, siden hun kunne gå – og hun er god. Så god, at familien valgte at flytte fra Sjælland til Fyn, så hun kunne gå all in på drømmen. I dag spiller hun på TOQ’s U16-hold

Plads til både ambitioner og afleveringer

Emma går på HF Sport, hvor hun kombinerer sin ungdomsuddannelse med elitefodbold. To gange om ugen får hun fri til morgentræning, og dagligdagen er tilrettelagt, så der er plads til både lektier, restitution og udvikling på banen.

Gennem Odense Talentudvikling får Emma mulighed for at dyrke sin passion på højt niveau – og være en del af et stærkt fællesskab, hvor andre unge også giver sig 100 % for deres sport, skole og fremtid.

En model der virker

Emma er et eksempel på, at elitefodbold ikke kun er for drenge. Med det rigtige setup og opbakning kan piger også tage fodbolden seriøst – og stadig få en god uddannelse og ungdomstid med i rygsækken.

Læs mere på: https://www.odensetalentudvikling.dk/