
SOFIE YDE MED U17-LANDSHOLDET I PORTUGAL
15.09.2026 15:00
Sofie Yde har netop været afsted med det danske U17-landshold, som var samlet i Portugal til en international træningsturnering. Udtagelsen blev endnu en flot milepæl i en sæson, hvor Sofie for alvor har markeret sig.
Det går stærkt for Sofie Yde i øjeblikket. Efter en imponerende start på sæsonen blev hun belønnet med en udtagelse til det danske U17-landshold og kunne dermed trække den rød-hvide trøje over hovedet under landsholdssamlingen i Portugal.
Inden afrejsen nåede Sofie også at sætte sit aftryk på klubplan. I pokalkampen mod OKS scorede hun kampens første mål i en overbevisende sejr, inden turen tidligt næste morgen gik mod Portugal og samlingen med U17-landsholdet.
Udtagelsen kommer efter en periode, hvor Sofie har udviklet sig markant og samtidig været stærkt involveret offensivt.

HÅRDT ARBEJDE BETALER SIG
U19-cheftræner Jesper Gejl glæder sig over den flotte udvikling:
“Hårdt arbejde betaler sig, og Yde er et godt eksempel på, hvad dedikation og disciplin kan føre til. Hun arbejder målrettet med sine udviklingsområder, og især hendes fokus på at få slutproduktet på har været imponerende.
Den stærke start på sæsonen er et tydeligt bevis på det. Fire ligamål er ikke bare flotte tal – det er udtryk for en spiller, der tør tage chancerne, opsøger de rigtige positioner og har modet til at sætte sit præg på kampene.
Udtagelsen til U17-landsholdet er fuldt fortjent. Vi er enormt stolte af Yde og glæder os til at følge hendes videre udvikling.”
FLOT SKRIDT I UDVIKLINGEN FOR YDE
Også A-liga-cheftræner Kasper Mayland fremhæver Sofies arbejdsindsats og hendes voksende betydning i den sidste tredjedel af banen:
“Yde er en hårdtarbejdende og dynamisk spiller, som virkelig har fået en flot start på sæsonen. Hun er konstant en trussel for modstanderens forsvar med sine mange dybe bevægelser og sin evne til at gentage højintense aktioner igen og igen.
På det seneste har hun samtidig fået lagt et rigtig flot slutprodukt på sit spil. Hun har scoret syv mål i sæsonens første fem kampe på tværs af U19 Ligaen og seniorernes pokalturnering, ligesom hun også har leveret en række assists.
Hun har taget nogle rigtig flotte skridt i sin udvikling, og derfor er det også fuldt fortjent, at hun bliver belønnet med en udtagelse til U17-landsholdet. Det er vi selvfølgelig rigtig stolte af på Ydes vegne.”
Landsholdsturen til Portugal er dermed endnu et vigtigt skridt i Sofies udvikling og en flot anerkendelse af det arbejde, hun lægger i træningen og kampene.
Stort tillykke til Sofie med udtagelsen og oplevelsen i den rød-hvide trøje.



