
AKADEMIET HENTER ALLAN RASMUSSEN SOM NY UNGDOMSUDVIKLINGSTRÆNER
02.06.2026 20:00
Vi er utrolig glade for at kunne præsentere Allan Rasmussen, der pr. 1. april er startet i den nyoprettede rolle som Ungdomsudviklingstræner i TOQ. Allan er kandidat i Idræt og Sundhed med speciale i konkurrence- og eliteudvikling og kommer med stærke kompetencer inden for både talent- og børnefodbold. Han har tidligere arbejdet som kognitiv træner i FCK Talent med fokus på orientering og beslutningstagning, været børneudviklingstræner i Næsby samt børneklubkonsulent i DBU Fyn.

EN VIGTIG BRIK I TOQ 2.0
Ansættelsen af Allan er et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af TOQ og et centralt element i arbejdet frem mod næste licensansøgning, hvor akademiet igen skal vurderes med henblik på de eftertragtede to stjerner.
I rollen som Ungdomsudviklingstræner skal Allan blandt andet være med til at styrke udviklingsmiljøet omkring vores yngste spillere samt udvikle samarbejdet med de fynske klubber.
FOKUS PÅ FREMTIDENS FYNSKE TALENTER
Allan kommer med et stærkt ønske om at bidrage til væksten i fynsk pigefodbold og skabe endnu bedre udviklingsmuligheder for de mange talentfulde spillere på Fyn.
Målet er klart: Flere piger skal have mulighed for at udvikle sig, dygtiggøre sig og forfølge deres drømme inden for fodbolden
Vi glæder os til samarbejdet og til at få glæde af Allans erfaring, viden og engagement i TOQ.
Endnu engang velkommen til, Allan!


