
U19 LIGA PÅ UDBYTTERIG TRÆNINGSLEJR I ALICANTE
27.03.2026 13:30
OB Qs U19 trup tilbragte uge 11 under varmere himmelstrøg i Alicante, hvor en intensiv og lærerig træningslejr ventede. Programmet bød på to daglige træningspas, taktiske oplæg, gruppearbejde og socialt samvær i skønne omgivelser. Det blev en uge, hvor både spillet på banen og fællesskabet udenfor blev styrket markant.

MULIGHED FOR TAKTISK FORDYBELSE
Assistenttræner Julie Jensen fremhæver især muligheden for fordybelse.
“På en træningslejr har man alle forudsætninger for at nørde i spillestil og taktiske træninger. Det har derfor været rigtig givende at have den masse træningspas med mulighed for at gå i detaljen med nogle ting. Det har alt i alt været rigtig nemt at være træner på et hold med så mange dedikerede, omsorgsfulde og ansvarlige piger, som nyder træningerne, tiden sammen og tager sig af hinanden.
Sejren i kampen på sidste dag var selvfølgelig det perfekte punktum på en fuldt ud succesfuld træningslejr, hvor der blev trænet hårdt, men i den grad også hygget og grint.”
SAMMENHOLD, UDVIKLING OG STÆRK PRÆSTATION
Ugen kulminerede i en intens og velspillet træningskamp mod spanske CF La Nucia Feminino, hvor de danske piger leverede en stærk præstation og sikrede sig en flot 3-1 sejr.
Cheftræner Jesper Gejl Larsen deler begejstringen:
“At tage på træningslejr giver sammenhold og er en unik mulighed for at komme tæt på truppen og arbejde med holdånd. Forhåbentlig er det starten på en OBQ tradition. Det er en fantastisk måde at lade op til en spændende afslutning på sæsonen.”
Med både sportslig udvikling, stærkere relationer og en sejr i bagagen er U19-holdet vendt hjem fra Alicante med fornyet energi og klarhed frem mod sæsonens afgørende fase.
En stor tak til ProVag APS samt Raundahl & Moesbye AS for at bidrage med sponsorater til U19s træningslejr












