
TOQ tager pulsen inden efterårsferien
14.10.2025 16:30
Denne uge kulminerede første etape af TOQ 2.0, fra børnesegmentet helt op til U19, med et tydeligt fokus på udvikling, læring og progression på alle niveauer. Sæsonen har vist, hvordan principperne i TOQ Talent og Akademi hænger sammen og skaber en rød tråd i udviklingen af Fyns kommende fodboldtalenter.
TOQ Talent (U10–U13)
Afslutning på efteråret:
- U10 årgangen havde et træningsstævne i Marienlyst Centeret, fyldt med spil, glæde og begejstring for fodbold. Fokus var ikke blot på resultater, men på at forstærke synligheden og samarbejdet mellem de fynske pigeklubber.
- U11–U12 segmentet afsluttede efterårets TOQ Talent med en 9-mod-9 kamp på stor bane, hvor spillerne arbejdede med opbygningsspil og vores possession-principper: at true rum, vende spillet og skabe lokale overtal. Under kampen kunne trænerteamet se, hvordan pigerne begyndte at omsætte det, de har lært i træning, til kampsituationer, og hvordan de udviste både mod, overblik og beslutningsdygtighed på banen. Flowet i spillet var tydeligt, og mange spillere viste, at de kan balancere mellem at skabe muligheder og kontrollere spillet, præcis som principperne lærer dem.
Akademichef Bo Sundahl opsummerede udviklingen: “Det var overraskende at se, hvor godt flowet i spillet fungerede, og det var virkelig flot at notere, at mange spillere både kan true rum og samtidig stoppe op og vende spillet, når situationen kræver det.”
- U13 til Esbjerg Elite Cup: TOQ Talent stillede op med to intense kampe mod Haderslev og Kolding IF. U13 træner Aryan Rahman fortæller: “På bare seks uger har pigerne rykket sig markant. Vi har set dem gå fra at finde tempoet til at styre tempoet i spillet, tage beslutninger med ro og bruge vores possession-principper effektivt. Kampen mod Kolding endte 4-4, og det var en fantastisk læringsoplevelse, hvor vi kunne se progressionen tydeligt.”
- Deltagelse: 75 motiverede piger fra 10 fynske klubber har været en del af TOQ Talent, hvilket understøtter vores mål om at samle Fyn som et talentmiljø.
TOQ U14 & U15 Liga
U14 & U15 akademispillere deltog aktivt som rollemodeller under TOQ Talent-træningen for U11–U12, og sluttede af med en intens U14 vs U15 kamp. En lærerig kamp, hvor spillerne selv skulle træffe beslutninger. Dette gav både trænerne og spillerne vigtig indsigt i deres taktiske forståelse og evne til at agere og reagere på forskellige situationer på banen i det færdige spil.
TOQ U16 & U19 Liga
U16 Liga spillede også hjemme mod Kolding IF. Første halvleg viste stærke opbygningssekvenser og tæt spil, mens anden halvleg bød på højere pres fra Kolding. Kampen endte 3-0 til Kolding, men indsatsen gav et vigtigt læringsudbytte, hvor spillerne fik arbejdet med alle faser af spillet og styrket både taktisk forståelse og mental robusthed, og hvordan vi fremadrettet skal agere med bolden mod et højtpressende hold.
U19 Liga mødte Kolding IF hjemme og leverede en fabelagtig indsats. Holdet viste høj intensitet, flotte mål og vilde redninger, og kampen endte med 4-2 sejr – tre værdifulde point mod rækkens nummer to. Fokus var på integration af principper fra træning til kamp, beslutningstagning under pres og holdånd.
TOQ 2.0 & det fremadrettede perspektiv
Denne uge viser tydeligt, hvor langt TOQ 2.0 allerede er kommet. Begge segmenter – TOQ Talent og TOQ Akademi – arbejder målrettet med principper, der sikrer progression, og der er en klar rød tråd i udviklingen fra U10 til U19.
Fremadrettet vil vi bruge erfaringerne fra efterårets første etape til at:
- Højne samarbejdet med de fynske klubber omkring fødekæden gennem TOQ Talent.
- Styrke talentudviklingen på alle niveauer, med en rød tråd fra U10 til U19.
- Understøtte overgangen fra TOQ Talent til Akademi


